Parken ved Aastrup Kloster

Der er offentlig adgang til dele af den ca. 25 hektar store, smukke park. Ud over nedenstående, eksotiske træer, hvoraf mange er doneret af Lissi og Ebbe Kring, Soderup, vokser der i Dyrehaven eg, bøg, ahorn, lind og vandgran.

Pterocarya fraxinifolia – vingevalnød

Vingevalnød hører til valnøddefamilien, men giver ingen nødder. Til gengæld får man et stort og smukt løvfældende træ, der egner sig til solitært træ. Ofte er træerne med flere stammer med en bred krone og store finnede blade, der lader meget lys skinne igennem og danner et smukt filigranmønster. Det karakteristiske for træet er de lange frø stande, der som perler på en snor hænger ned fra træet. Det botaniske navn referer til frøstandene, idet ordet ’pteron’ er græsk for vinge og ’karyon’ betyder nød. Vingevalnød kan blive meget stort, i Botanisk have i København står et 20 meter højt træ med en kronediameter på 30 m. Vingevalnød stammer fra central- og Østasien og er i Danmark på den nordligste grænse for sin udbredelse. Det foretrækker en fugtig og næringsrig muldjord - gerne med læ og i sol eller halvskygge.

I byparken i Tølløse står et meget stort eksemplar, som gartner Melkær i sin tid plantede der.

Cercidiphyllum japonicum – hjertetræ

Hjertetræet er et af de træer, der springer først ud om foråret, ofte så tidligt at de kan blive svedet af nattefrost, men træet sætter nye blade. Hjertetræet har ægformede blade med hjerteformet basis, i udspring er bladene lysende karminrøde, og efterårsfarven er et pragtfuld spil i høstfarver fra mat gul over karminrød og skarlagen til violet rød. Hjertetræet er et elegant mindre træ, som derfor også egner sig til mindre private haver. Træet bør plantes på fugtig jord, men den bedste høstfarve fås på lidt tør jord. Det botaniske navn hentyder til løvets lighed med bladene hos Cercis – judastræ – og det danske navn hentyder til de hjerteformede blade. Hjertetræet stammer fra Kina og Japan, i Japan kaldes det katsura-træ og er meget anvendt til møbel- og lak træ.

Det største hjertetræ i danske plantesamlinger er formentlig et højt hjertetræ i Sorø Akademihave.

Koelreuteria paniculata – kinesertræ 

Kinesertræet er et lille træ eller stor busk, med en åben skærmagtig krone. Træet bliver hos os sjældent mere end en stor busk på 4-5 m. I hjemlandet Nordøstkina og Korea bliver træet op til 10 m. højt. Bladene er uligefinnede op til 35 cm lange med 7 – 15 ægformede småblade. Træet blomster i juli-august med et væld af gule blomster samlede i store blomsterstande, senere kommer der blæreagtige opsvulmede frøkapsler, med op til seks nødder, der sjældent modner her i landet. I Arboretet i Hørsholm står der to træer fra et koldere klima, og disse træer blomster tidligere og bærer næsten hvert år modne nødder. Efterårsfarven er pragtfuld i de gule nuancer. Kinesertræet er et smukt lille træ, der egner sig til såvel små haver som i parker, men plantes for sjældent i de danske haver.

Dette træ er frø fra et træ i Berlin i nærheden af byens ældste værtshus.

Catalpa bignonioides – trompetkronetræ 

Trompetkronetræet har et sydlandsk udseende med sine store grønne blade, træet bliver et mindre træ med en lav ret tyk stamme og en bred kuplet krone. Trompetkronetræet er hjemmehørende i det østlige USA, hvor det vokser langs floderne på fugtige og mineralrige jorder. Hos os er træet absolut på sin nordlige grænse, ofte fryser de nye skud lidt tilbage, uden at det er noget problem, det vokser bare meget langsomt. Blomstringen sker i juli, med ret store ’orkidelignende’ blomster, blomsterne sidder samlet i kegleformede toppe. Frugterne er lange bønnelignende først grønne og ved modenhed brune; ofte bliver frøet ikke spiredygtigt i Danmark. Trompetkronetræet kan med tiden blive et stort flot træ -under danske forhold op til 6-7 m højt, ved Kerteminde står et gammelt træ, der anslås at være 13-14 m højt. I hjemlandet bliver trompetkronetræet op til 25 m højt, enkelte træer med en stammediameter på 3 m. Trompetkronetræet trives bedst i en varm jord og helst på en vindbeskyttet plads og ikke i en for kold jord om vinteren.

Trompetkronetræet er et flot træ, det burde plantes oftere i danske haver.

Ostrya carpinifolia – humlebøg 

Humlebøgen bliver et stort løvfældende træ med en kegleformet krone. Træet er ofte flerstammet, og som ældre får træstammen en flosset bark. I træets hjemlande - Norditalien, Balkan, Lilleasien - bliver det op til 10-15 m. højt. Dette træ er spiret i Slovenien i Nationalparken Triglaw. De hvide frøstande er omgivet af humlelignende dækblade og bliver op til 4-6 cm lange, deraf navneligheden med humlen. Skove af humlebøge kan blive helt hvide at se på fra oven. Bladene er dobbelt savtakkede og kan minde lidt om avnbøgens blade. Som park træ er humlebøgen nem at have med at gøre, træet udvikler sig med tiden til et anseligt flot træ, som kræver god plads. Humlebøgen hører til birkefamilien, blomstrer i april – maj. Trives bedst i fuld sol og på en mager jord.

Phellodendron amurense – amur korktræ      

Amur korktræet er et lille løvfældende træ opkaldt efter sin tykke bark (fra græsk: Phellos til kork og dendron for træ). Barken bruges til korkpropper, og i Kina udnyttes plantens medicinske egenskaber. Træet er hjemmehørende i det nordlige Kina, Manchuriet, Korea og Japan. Træet hører til citrusfamilien og kan blive op til 15 m. højt. Ældre træer udvikler en tyk grå furet korkagtig bark. Bladene er op til 40 cm. Lange finnede med 9-13 små blade. Bladene er meget aromatiske. Blomstringen foregår i slutningen af foråret med små rødbrune til gulgrønne blomster, senere udvikles klynger af kødfulde sorte bær i det sene efterår. Hvert lille bær indeholder fem frø. Efterårsfarver i foregår i de gullige nuancer.

Træet står desværre ikke optimalt her i parken.

Tilia x europaea – parklind 

Tilia x europaea er et løvfældende træ der bliver op til 35 m højt. Parklindetræet er en krydsning mellem T. Platyphyllos og T. cordata. Siden oldtiden er det det mest plantede træ til veje og indkørsler til gårde, herom vidner mange gamle træer.  De kilometerlange lindealleer der fører ind til Europas slotte og herregårde er dog plantet i det 17. århundrede, da lindetræet kom på mode som den herskende klasses træ. Lind er et dejligt træ med en statelig vækst, en fyldig krone og blade som en ”kvindehånd” der bruser pompøst i vinden. Ved midsommer krydres luften af en behagelig balsamisk duft. Der kan være så mange bier i et træ at lyden af biernes summen kan høres mange meter væk. De hængende blomsterstande har både han og hun blomster, de lange bleggule forblade tjener til spredning af frøene. Træet, der foretrækker en lidt fugtig tung jord, kan vokse de fleste steder. Om efteråret bliver bladene citrongule i høstfarve. Træet sætter en masse rodskud fra basis, så træet har ligesom en fodpose på.

Dette træ er en aflægger af et sådant rodskud fra et mere end 1000 år gammelt lindetræ, der vokser ved Kloster Isenhagen ved Gifhorn i Nordtyskland – ved et Cistercienser nonnekloster. Det lille rodskud er fra et besøg i Harzen i 2002.

Calocedrus decurrens – californisk flodceder 

Navnet flodceder er lidt misvisende, idet træet helst vokser på solrig og tør bund og slet ikke ved floder, og noget cedertræ er det heller ikke. Træet er hjemmehørende i Californien og Oregon - på solrige bjergskråninger, hvor det bliver op til 45 – 50 m højt. Træet har en smal søjleformet krone; sneens tryk kan dog få grenene til at bøje udad, hvorved formen bliver mere bred. De 0,5 cm lange hanblomster kan nogle år sidde så tæt i kronens øvre del, at den bliver helt gylden i det tidlige forår, hunblomsterne er grønne og mindre iøjnefaldende. Koglerne er ret store -  ca. 2 -2,5 cm lange. Barken er rødbrun og furet og løsner sig på ældre træer i plader.

Dette træ her i Aastrup er frøaflægger fra et stort magtfuldt eksemplar der vokse i parken til Giesegård mellem Ringsted og Haslev. Et højt flot træ, nærmest majestætisk.

Aesculus hippocastanum – kastanjetræ 

Træet blev indført til Europa i det 17. århundrede fra Lilleasien. Vi kender alle dette magtfulde, smukke træ, der pryder enhver park i landet og som lange alleer langs vore veje. Hestekastanjen er aldrig blevet andet end et prydtræ. Alle kender til det at samle en kastanje op og gå med i sin lomme. Den rød blomstrende kastanje er en hybrid mellem den europæiske og den amerikanske art, Den rødblomstrende kastanje bliver knap så højt som alm. kastanje og er derfor velegnet til havebrug og parker.

Gleditzia triacanthos - tretorn 

I USA kaldes træet “honey locust” træet kan minde lidt om en Robinia. Træet har stikkende torne som et pindsvin, med klynger af kraftige tredelte ved torne på stammen. Det største kendte eksemplar af tretorn vokser i Michigan USA og er op til 35 m højt og tilsvarende bredt. Gleditzia har lysegrønt, let findelt, næsten bregneagtigt løv, og er modstandsdygtigt mod alle sygdomme og skadedyr. Træet fortjener en større udbredelse. Nye sorter er mindre stikkende og knap så høje og har næsten ingen torne og fås med gulligt løv, er derfor velegnet til mindre haver.

Juglans regia - valnød 

Juglans regia kommer fra det gamle Persien. Valnøddetræet er et af de sidste træer, der grønnes om foråret og én af de sidste, der afleverer bladene igen. Et stort, smukt træ. Almindelig valnød vokser kun langsomt, bliver her i landet omkring 25 m højt. For nøddernes skyld skal man plante Juglans regia, og som ”tømmertræ” skal man plante Juglans nigra – sort valnød. I USA er det største sorte valnøddetræ mere end 36 m højt med et stammeomfang på ca. 8 m og en kronediameter på ca. 40 m. I vores have har egernet travlt med at gemme valnødder til senere brug, men det er ikke alle der spises, derfor kommer der det efterfølgende forår mange nye planter op rundt omkring i haven og i plantepotter.

Quercus robur  ”variegata” - almindelig eg med brogede blade 

Egetræet demonstrerer sin overlegenhed over for andre træer, men "skulker fra arbejdet" med at opnå tyngdekraft. Der er ca. 450 arter af ege rundt omkring i verden, men i myten er der kun én eg.

Denne eg er købt hos Vagn Arne Jacobsen på Fyn ved Assens, en gudbenådet gartner, der kan få alle vækster til at gro. Egen er købt som en broget varietet af den almindelige eg, altså med gule og hvide aftegninger på bladene, men træet ville ikke være anderledes og er derfor slået tilbage til den oprindelige eg. I botanisk have Kew Garden i London står der et stort flot eksemplar af den brogede eg, den var oprindelig grøn, men har pyntet sig med gule og hvide aftegninger. Men træet her vil altså ikke være anderledes.

Carya ovata - hickory 

Hickory og vingevalnød er familiens beundrende skønheder. Træet er hjemmehørende i USA store østlige skove. Hickory er højere og mere elegante træer end vingevalnød, med finere detaljer, som rakler der ikke kun er simple kvaster, men tredelte. Veddet er højt værdsat, det er hårdt og sejt – anvendes til bl.a. træskafter, ski og m.m. også som brænde med en aromatisk røglugt.

Dette træ er frø aflægger af Hickorytræer i Arboretet i Hørsholm, hvor der en fin bestand af arten.

Alnus cordata – hjertebladet el 

Hjertebladet el kaldes også for italiensk el, idet det kommer fra det sydlige Italien og Korsika. Hjertebladet el egner sig til plantning på lidt fugtig bund, træet bliver middelstort omkring 20 – 25 m højt, med en tæt ægformet krone og en gennemgående ret stamme. Hanraklerne strækker sig til ca. 10 cm længde ved afgivelse af pollen. De modne kogler er større end på andre elletræer, op til 2,5 cm lange kogler. Stammen er glat og grå, med en fin barktegning og efterhånden med korte sprækker. Birkholm Planteskole lancerede træet for en del år siden som nyt værdifuldt park træ. Desværre er der ikke så mange, der har kendskab til træets flotte habitus.

Fagus sylvaticus – almindelig bøg 

Danmarks nationale træ, hvem kender ikke den danske bøgeskov i maj med blomstrende anemoner i skovbunden, findes der noget smukkere? Hvis egen er konge, er bøgen en dronning. Hvis bøgen har et kongesæde, er det i Normandiet, for her vokser de reneste og de mest storladne bøgeskove. Bøgen tåler klipning og er derfor den bedste til klippede hække. I Skotland lidt nord for Perth står en 535 m. lang bøgehæk der er 28 m. høj (den bliver dog kun klippet til de 18 m, hvorfor den ikke bliver klippet højere, vides ikke, måske fordi man ikke tør). Bøgen findes i næste alle afskygninger af træ – søjleformede, hængende, troldebøge, dværgtræer, med forskellige bladformer, og mange flere.

Bogen er bøgetræets frø, frøene sidder to og to i en træagtig skal. 

Ginkgo biloba - tempeltræ 

Tempeltræet kaldes for en levende fossil, hvis fortid ligger helt tilbage til kultiden på linje med en række koglepalmers. Træet er fundet i bjergskovene i Chekiang i det østlige og i Szechwan i det vestlige Kina. Når vi kender træet i dag, skyldes det, at præsterne plantede det i Tempelhaverne først i Kina siden i Japan. I 1730 kom det første eksemplar til Utrecht i Holland og 1754 til Kew Garden i London. Dette træ i Kew Garden er stadig levende. Tempeltræet udvikler sig til et majestætisk smukt træ, bladene er en slags løvbladslignende nåle, vifteformede med gaffelgrenede nerver, alligevel er tempeltræet ikke et nåletræ. Bladene ligner en muslingeskal med stilk. Der findes hun- og hanplanter, hunplanterne plantes sjældent, idet frugterne der ligner små gule mirabeller har en gennemtrængende og ubehagelig lugt. Tempeltræet bliver sjældent over de 25 m højt, kønnest er træet i efterårsfarven med sine rene gule farver, træer er fuldt hårfør under danske forhold.

Tempeltræet voksede i urtiden over det meste af jorden, fossiler af bladene er fundet mange steder - også i grusgraven ved Brorfelde.

Corylus colurna – tyrkisk hassel 

Tyrkisk hassel bliver et lille træ med en smuk og lige stamme, efter sigende det bedste klatretræ. I træets hjemegn, Tyrkiet, Kaukasus og det vestlige Himalaya, bliver træet op til 25 m. højt; hos os næppe mere end ca. 20 m. I Tyrkiet er der, træer der er mere end 300 år gamle.. I Forstbotanisk have i Århus står der et 20 m. højt træ, og i Horsens står et træ, der er mere end 100 år gammel. Farven på barken bliver med alderen grålig med sprækker og kan på ældre træer ligefrem skalle af i store flager. Træet har løvspring fra april til begyndelsen af maj, de fint behårede blade minder om hasselbuskens blade. Blomstringen er ligesom hos hasselbusken ikke noget at skrive om: bitte små røde blomster. Det man mest lægger mærke til, er hanblomsterne – raklerne – der kan blive 5-7 cm lange. Nødderne sidder ofte i store klynger, nødderne er små og har en noget bitter smag.

Tyrkisk hassel formeres oftest ved frø, frøene modner som regel godt og spirer villigt her i landet. Tyrkisk hassel er et værdifuldt prydtræ, det vokser rimelig hurtigt og er meget tolerant overfor by luft.  Som parktræ gør det sig både i grupper og enkelt stående eksemplarer.  Selv i alm. haver er det et dejligt træ.

Ved Frederikssund gl. rådhus står der nogle flotte eksemplarer.

Liriodendron tulipifera – tulipantræ 

Liriodendron er hjemmehørende i det Østlige Nordamerika, fra det sydlige Ontario, Illinois og østpå over det sydlige New England og sydpå til det centrale Florida og Louisiana, hvor det bliver op til 50 – 60 m højt. Det er et hurtigt voksende træ og meget værdifuldt til bygningstømmer og til finer; farven på træet giver det navnet  - Whitewood, i Appalacherne kaldte indianerne det for Canoewood, idet stammen blev brugt til at lave kanoer af.

Blomsterne ligner magnolieblomst/tulipan, deraf navnet tulipantræ. Bladene er firlappede, som om der er en, der har klippet spidsen af bladene. Bladene får en smuk gul – orange høstfarve. Blomsterne er bleggrønne eller gule med røde orange bånd om blosterbladene, de giver store mængder af nektar, blomstringen sker i juli. Hos os plantes træet mest for sin smukke vækst og som prydtræ, hvor det maximalt bliver omkring 25 – 30 m højt. Træet når sin fineste udvikling i det sydlige Appalachian bjergene, hvor træet kan overstige 60-70 m i højden. Frugten ligner lidt frugten på magnoliebuske.

Ptelea trifoliata – læderkronetræ 

Læderkronetræet er et lille træ oftest med flere stammer eller en stor busk. Træet er hjemmehørende i det østlige og centrale Amerika, hvor det oftest er et skovbryns træ, træet bliver 6 – 8 m højt – træet blev indført til Danmark i 1714. Langs Mississippifloden udgør den en stor del af underskoven og findes hyppigst på stenene skråninger. Træet har tykke, kødfulde rødder, bladene er tre-delt sammensatte. Blomstrer om foråret med små grønhvide/gule blomster samlet i halvskærme, blomsterne udsender specielt om aftenen en stærk duft – lidt som sød persille/meget aromatisk. Blomsterne er meget besøgt at bier og insekter. Om efteråret får det frugter, der minder om elmetræets manna, dog er mannaen ofte trebladet. Frøene høstes i september – oktober og spirer det følgende forår villigt og planterne gror hurtigt til.

Træet egner sig godt til de danske haver, det udvikler sig bedst, hvis det står lidt beskyttet især i de første år. Det kan absolut anbefales at plante et læderkronetræ i haven; det er et flot lille træ der hører til lys træer, der ikke skygger så meget.Barken indeholder stoffer som tidligere blev brugt i urtemedicin og homøopati til bl.a. mod kronisk gigt.

Davidia involucrata – duetræ 

Det almindelige er, at de træfamilier, vi kender fra Nordamerika, også er repræsenteret i Kina eller omvendt, for begge steder har træerne haft mulighed for at overleve den istid, der slog træerne ihjel i Europa. Derfor er det altid en botanisk sensation, når man finder en familie, der enten kun har klaret sig igennem istiden i Amerika eller Kina.

En af disse spændende undtagelser er Davidia, og bortset fra det mærkelige Ginkgo træ har intet andet træ vakt så megen undren og betagelse som duetræet.

Navnet er efter en fransk missionær, fader David, der i 1869 beretter om et smukt nyt træ, han havde fundet i det vestlige Kina. David var også den første europæer, som så Pandabjørnen. David fortalte om træets gigantiske hvide blomster, der hang som hvide lommetørklæder fra grenene – eller flagrende hvide duer.

I England kalder man træet handkerchief tree, lommetørklædetræ. De i øvrigt uanselige blomster er nemlig omgivet af to store, hængende højblade, der kan ligne flagrende duer. Først i 1897 kom der frø til Europa, og for første gang i 1906 blomstrede et træ med sine flagrende hvide duer i arboretet i Les Barres hos Maurice de Vilmorin.

I Kina kan duetræet blive omkring 20 m højt, hos os bliver det næppe over 10 - 12 m. Bladene er store, lysegrønne og ovale med en savtakket rand og tydelige bladribber. Desværre skal træet have en vist alder, førend der fremkommer blomstring, men så er det også en stor oplevelse.  Efter bestøvning falder højbladene af. Frugterne er gulgrønne, runde og på størrelse med en valnød, frugterne hænger i 6-7 cm lange stilke.  Om efteråret får træet en smuk gulbrun høstfarve. 

Træet egner sig til de danske haver og plantes bedst som solitært træ, i græsplænen eller med en lav bunddækning omkring, hvor det rigtig kan komme til sin ret. Af duetræ findes kun en art, og der dyrkes to varianter, der minder meget om hinanden, de er lige egnede til plantning i mindre haver.

Metasequoia glytostroboides – vandgran 

I 1941 fandt en botaniker i Szechwan- provinsen i Kina et hidtil ukendt træ, de lokale kaldte det vandlærk. I 1948 spirede de første indsamlede frø i Boston botaniske have, og siden er træet spredt til haver overalt i verden. Gartner Melkær, der boede i Tølløse, var én af de første, der her i landet plantede et Metasequoia træ i sin have, Gartner Melkær var også én af de første, der fik kogler på sit træ. Koglerne er ikke ret store, ca. 1-2 cm. Vandgrantræet ligner sumpcypressen, vandgrantræet er et smukt have – park træ med skiftende farver efter årstiden, ældre træer får en meget furet stamme ved basis. Veddet er meget værdifuldt til træskærearbejder.

Taxodium distichum - sumpcypres 

Sumpcypressen minder om vandgranen. Træet kom til Europa i 1700 tallet. Sumpcypressen kan som navnet antyde vokser i sump- vandområder, ofte skyder træet i vandområder ”knæ” ånderødder op over vandet. Sumpcypressen skygger ikke meget, om efteråret får det en smuk rustrød efterårsfarve, inden nålene falder af. Ved plejehjemmet Sct. Jørgensbjerg i Roskilde plantede står en sumpcypres, der i dag er et stort flot eksemplar, et meget smukt træ.

Kør forbi og se det om efteråret.